The Project Gutenberg eBook of Ved Vejen, by Herman Bang

Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.—Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne.

Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.

Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af Vejen.

-Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa
Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa
Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.

-Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med.

-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.

Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa' resigneret ud.

Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.

De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster
Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde
Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa
Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode
Ønsker.

-Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.

De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.

-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde
Familielivet, sagde Enkefruen….

-Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over
Perronen til Laagen.

-Ja—Proprietær Kiær kom ud af Vognen—det maa De nok sige—ligger
Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge
for Stedfortræder telegrafisk—og saa Fa'en véd, hva' man faar for
Skrab … Han kommer nu….

-Landbohøjskole har han da—om det ku' hjælpe—og det med bedste
Karakter … Naa—go' Morgen—Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag
… Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? … Og Konen?….

-Naa—et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med
Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille
Stations-Bentzen bli'r det saa halv syvende….

Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstøvler.

Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.

Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren … Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret op og saa' paa Klokken:

Frøken Jensen sagde: Ja—Toget synes at være ikke saa faa Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.

-Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen.
Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.

-Men—dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten
og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen.
Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt
Overfald.

-Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny
Hane til Gaarden. Der er han!

De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen.

Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt
Fru Bat om Livet.

-Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret.
Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.

Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.

Ida-Yngst var nede. Der var Herren … En blondskægget, højst sindig
Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.

Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa barnligt, som om hun havde haft sin "Skønhed" i Knapstøvler.

-Ja, Satan til Historie—dér ligger Madsen—i den værste Tid … Naa, vi vil haabe det bedste … Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen.

Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af
Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu.
Han havde ingen Billet.

Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante
Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.

Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Øjeblik efter Toget, som rullede bort….

-Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.

Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.

-De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks
Stedets Damer … Mine Damer, tør jeg præsentere?

-Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste—fra København, sagde Enkefruen umotiveret.

Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.

Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort".

-Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.

-Hej, Frøken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.

-Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.

-Nej—dér er Kapellanen, sagde Fru Abel … God Aften, Hr. Pastor …
God Aften….

Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han.

-Kiær hentede sin ny Forvalter—rigtig et tiltalende Menneske. Ikke
Frøken Linde?

Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.

Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa Prædikestolen.

-Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist
Sted, sagde Kapellanen.

De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og
Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.

-Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.

-Hm, sagde Frøken Ida—Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted—#den# lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig….

-Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken
Jensen … jeg gaar helst af Vejen.

Frøken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord….

-Fru Abel—sagde Frøken Jensen … Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for Friskolen … derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.

-Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen … De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte "tot")—#jeg# vil blive ved at gøre min Pligt—selv om de ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen—

De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til
"Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Længer.

Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.

-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved
Banen—saa man maatte skamme sig….

-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar #du# har Klæderne.

Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv.

-De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen.

-Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres
Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde
Pastoren svaret.

-Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt—Kvindens eneste Værn er Taarer….

Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.

Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken.

Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og tænkte paa ny paa Præstens Ord.

Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.

Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.

Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.

Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med
Rugbrødssmørrebrød til—hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa
Firkanter.

Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i
Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun
Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.

Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.

Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa
Spejlet.

Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to Telegraftraade surre.

Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.

Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte
Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for
Øjnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet der
yderst ude over den flade Mark.

Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa' ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.

Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar—hele Tiden.

Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.

Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene.

Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard …
Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten….

Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden derhjemme.

Den #gamle# Gaard—for siden, da Faderen døde, solgte de baade
Værksted og alt og flyttede.

Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun.

I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede.

Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne hinanden.

Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme.

Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.

Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle
Børnene, og langede til.

De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:

Ude i Køkkenet blev der ganske stille—en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.

-Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik
Kaffen, før han gik paa Værkstedet.

-Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.

De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med "Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller læste.

Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv….

Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog….

Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med
Fingrene, om de kom til "Halvti'et"….

-Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde
Tinka, hun saa' efter hende.

De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og
Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et
Par Ord om hver.

De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.

-Stakler—hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet … Ja—sølle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men det er nok som Fru Noes si'er—lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun sig a'et….

Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes….

Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.

-Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr.
Bai … Saa har han fri iaften….

Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For
Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai….

Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer….

Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde:
"Saa, du Gamle", og kneb i Armen….

-Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos
Borgmesterens.

Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab.

Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:

Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet—til Koncerterne naar Militæret spillede, hver anden Onsdag—talte de sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes….

I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai … Han havde straks den første Aften danset mest med hende.

Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende … Han kom ogsaa hjemme.

Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" … Det var altid Bai, og saa blev der en Latter.

Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid … Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det … Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes….

Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.

Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl….

Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos
Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran
Alteret—og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret….

Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke—den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.

I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.

Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var….

Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.

Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa' paa ham, som han sad bøjet over sit Bord—Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.

Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille—længe være saadan nær ved ham:

Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.

De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor
Fruerne fulgte med hveranden Gang.

Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer imorgen".

Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin.
Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens
Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Løjtnanten" lagde han kun an
uden Døre.

-For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl … man er jo dog gammel Kavallerist … Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge….

Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.

Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.

I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster,
Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det
var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste
Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.

Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.

Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver
Kotillonsorden.

Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.

I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes
Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.

Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.

… Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L'hombrer.

-Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren … De velhavende Folk—som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen….

Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.

Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.

Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne….

Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille.

Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren.

Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.

De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik "de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.

Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik.
Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.

Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.

-Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede
Marie, der sov siddende paa Træstolen.

Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet.
Dér stod de om Natten i en Række.

Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra
Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.

Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.

Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa' paa sin Hals.

Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde.
Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til
Skolen.

Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.

Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.

Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.

Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa' dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj.

Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.

Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.

-Ja—det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.

Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare #var# der.

Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.

Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.

Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.

Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.

De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.

Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa
Huus—selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa
Rugaard solgte Sæden.

Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.

-En Kop Kaffe, Frøken—lidt indvendig Væde til at staa imod med …
Huus er inde hos min Kone….

Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue over hele Egnen.

-Mo'r—Louise hvinte—nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér….

-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.

-Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig—men du ta'er dine egne
Støvler. Det si'er jeg dig, Ida….

-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler—altid render hun i mine Knap til Stationen….

-Og #mine# Handsker—maa jeg være fri … Louise snapper et Par
Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.

-Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade
Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.

Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler….

-Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren—jeg kommer ikke ind. Goddag,
Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud … Jeg kigger blot. Goddag….

-Det er, naar det nærmer sig Jul—man har saa rædsom travlt … Aa, De tillader vel, Hr. Huus … at jeg kommer forbi.

Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre.
Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.

Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet "Due".

Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden
Forvalter Huus brød op.

Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.

Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.

Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.

-Men naar jeg nu gerne vil høre dem … Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.

Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.

-#Ærgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas
Ærgerrighed.

Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig interesseret ud.

-Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det #godt?#

Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.

-Ja—en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv.

Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet til Nattoget.

-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i
Luften med Haanden.

Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et paa Fruentimmer.

-Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne—ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os … men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer….

-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere.

De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en
Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.

Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som
Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.

-Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster.

-Nej … vi boer Dør om Dør, Fru Bai … men Abels … har altid nok i at huske paa sig selv….

-Mathias—sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser—jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften … hun ka' jo ikke gaa til Lindes….

-Naa, for min Skyld—Bai hadede "det lille Parykstativ"—ja naar #du# bare faar Lemmeforsamling.

-Naa—det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.

-Den er jo ellers hos Abels—jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig … men den gør ingen Ulykke … den #er# et stille Dyr.

Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.

-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven.

Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.

De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.

-Skaal, min go'e Bentzen—det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han.
Han blev ved at fylde i.

Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.

-Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor
Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.

Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skaal".

Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til
Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.

Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.

Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa nok være lidt alene.

-Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en
Stol og tændte an med en Vokskerte.

I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord—hun havde faaet det sendt fra en Søster—og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa' saa fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.

De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne.

Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne
Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.

Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.

-Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.

De var alle døsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebrædtet.

De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.

De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.

Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ—kun et Par Lys brændte svagt endnu.

De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.

Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at
fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i
Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan
Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende….

Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde.

Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.

Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur.

Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.

Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.

-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for
Snarer de end lægger for hendes Fod.

Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.

Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.

Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.

Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at brænde….

Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.

Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber.

Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus' fine Sjal om sig.

Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.

De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.

Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.

De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glædelig Jul",
"Glædelig Jul" ud over Hækken.

Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.

Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i
Julenatten.

-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.

-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud over den hvide Mark i Natten.

-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede
Døren til Sovekamret.

-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue….

Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa' man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer.

De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest".
Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til
Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.

Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klædte" sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.

De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.

Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetørklæde.

Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa' paa #Hænderne,# hvor meget hver lagde.

Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere.

Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en storønsken "Glædelig Jul" igen.

"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor".

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.

Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.

-Jo netop … jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.

Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt Tavsheden med.

Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange
Glasassietter, sagde han:

Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud af Øjnene.

-I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar.

-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.

Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i
Salen: de spillede Gulvkrocket.

-Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. #Alle# de uædlere
Elementer er i Oprør hos Mo'er paa de store Offerdage.

Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gænge.

Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.

-Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s'gu forbavsende vel i denne Tid—forbavsende vel….

Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.

-Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet.

-Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet
Hjertebanken af Rabalderet.

-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun.

De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det kom forbi Klokken to.

-Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han kildede hende ned paa Halsen.

-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i
Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.

Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,

Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det
Vejr. Det var saa mørkt—og han var dog ny paa Egnen.

Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder, siden Huus var kommet her….

Om han dog ogsaa var hjemme nu … Katinka hørte igen efter Vejret, der tog til … Han havde ogsaa været bedrøvet iaften—siddet saadan hen—hun kendte ham—og set forknyt ud … Noget maatte der være i Vejen.

Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik Tungebaandet løst, naar de kom i Præstegaarden.

Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid forsilde.

Naar Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkaaber og skændtes. Fru Abel maatte klæde sig paa i sidste Minut og saa' altid ud, som om en Storm havde hærget hende.

De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urørt i noget
Klædeskab i Præstegaarden.

Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter
Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone.

De dansede Pingasut, saa Katinka var helt ør. Fru Bai var saa glad, at hun næsten var kaad.

Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant.

I Dørene stimlede de ældre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres "knøv" Frøken.

-Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng paa "Præste".

Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri for at lege med.

Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt #blev ved# at være nyt.

Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade.

Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den eleganteste Dame paa Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til alle Toiletter var hun, inden Døre, i graa Filtsko og hvide Bomuldsstrømper.

I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin
Moder med et surt Ansigt.

-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel livligt….

Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget
Lommetørklæde er lidt defekt.

Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet. Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer sig ved det.

Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for
Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Haand ind til sit
Bryst, hvor mit Hjerte banker.

Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords.

Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med
Skolelærerens Søn.

-Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt heroppe paa Gaarden.

Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under
Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i
Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i
Præstegaarden.

Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med
Frøken Jensen.

Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet.

Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.

Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen, som gaar rundt i store graa Kander.

En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem" leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker privat med Pastoren.

-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja … Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et at kæmpe om, ser De, Frue….

Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger næsten i Armene paa Løjtnanten.

-Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.

-Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen—hun rækker ham sit
Glas—drik med Mo'er….

-Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes … af Aandsfriheden.

-Brandes, det er jo #ham,# Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"—paa Møllen.

Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er
Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.

-Jeg véd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen.
Man maa gaa i Jorden over hende.

-Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min
Kanapé" saa det klirrer i Strengene.

Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i
Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.

-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i
Tangenterne, saa det suser.

Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads rundtom.

-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens
Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede
Skrifter paa grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over
Skrivebordet.

-Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg tænkte, lad ham ha' Fornøjelsen, tænkte jeg—og hun med….

-Ja, Satans Pige … hun har s'gu et godt Bryst … og skær' brillant naar man danser, Forstander. Lægger sig lige til.

-Ja saa, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige—det er af den Slags.

Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse
Landsbypiger—i det hele, mente Løjtnanten … det er godt nok … jeg
mener … Men—ser De, Forstander—ingen #Dannelse#—Nej, Byen—véd
De—det er no'et ganske andet….

-Ser De—man bor jo i Kvarteret … Dér har de jo lagt #Slottet#—man #maa# jo bo dér … enten paa "Berren" eller paa "Vesten"….

-Ja-a—jeg véd det jo ikke … man er jo gift Mand, Løjtnant …
Skueretter, forstaar De, Skueretter—om man ogsaa er der ovre et Par
Dage….

Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde han, han gik gennem Stuen.

-Ja, Hr. Pastor—vi sidder her og filosoferer lidt—saa stille … ved en tyvrøvet Bajer….

-Værs'go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren: Derinde leger de Panteleg, sagde han.

Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rød i
Hovedet og kom nærmest til at kysse hende paa Næsen.

-Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som om den var hæs.

Frøken Jensen tænkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng til #Bel-ami#.

Frøken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke én Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.

Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja—De har saamænd været rar iaften.

-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre … Men De vil altid være alene om at gøre Mudder.

-Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et … Hun begyndte at flytte Møblerne paa Plads.

-Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-Ældst. Jeg gør 'et ikke—det si'er jeg dig—det er en Skandale for alle Mennesker.

Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Tøj sammen.

-Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik.

III

Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til
Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde
Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til
Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og
hilste.

-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget.
Jeg tænker paa det hver Dag.

Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.

Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om … Hun havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at græde.

-Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog?

Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere.
Hun tog Katinkas Arm bort:

Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.

Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at høre paa andre.

Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.

Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:

Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og saa' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.

Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham.

Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.

Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var—hos de to fremmede Mennesker.

Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om.

Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende.

Og de #spandt# hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt borte, hvor hun knap vidste.

Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gøre, sagde han.

#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige ham og spørge om.

Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og ændre allevegne….

Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa
Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med.

Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig færdig.

Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik
Ende paa det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.

Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af Roser—om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det store Hav….

… Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun maatte vel til Ro.

De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.

De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.

Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over
Græsset.

-Thora Berg, hvor hun var lystig … Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab—med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen.—

-Hm—sagde Katinka igen—jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup.
De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer….

Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.

Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:

Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Støj—og før havde der været saa stille i Tusmørket.

-Ja—og Bai lo—Frøken Louise er s'gu opgivet … Nu sætter de alle
Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.

-Naa, ja—ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja—hva'
Satan—saadan et Pigebarn maa jo giftes….

Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en
Filosof i det Emne.

-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst—men den gik #ikke# for #Løjtnanten#—

-Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon—Pigebørnene #maa# til
Brudeskamlen—

-Og saa gaar 'et—man ser 'et jo—de lever sig sammen. De har Hus og
Hjem og saa kommer der Børn….

-Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen.

-Ja—jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik.

Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte altid det samme.

-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er—og saa er #dette# maaske det bedste, man faar….

Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden.
Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.

Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa' paa dem—de to, som #elskede hinanden#.

Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen.

Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.

En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa se alle Herligheder paa Markedet.

Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen.

Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for at købe ind.

-Købe ind—Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel.

-Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen….

Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes.

De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor.

De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere
Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej.
Katinka sad paa en Bænk.

-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast
Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt
Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter
besørgede det haandgribeligere.

-Ja, sagde han og saa' op i Træerne—Himlen saa' han ikke—mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa.

Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over
Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.

Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.

Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e Pundkage.

Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja—de Mandfolk #skulde# ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun.

Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød som en Kobberpotte af Ovnen.

Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.

-Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben.

Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis'er i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.

Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken.

-Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.

-De bli'er jo ved at være rene Børn—naar man ikke kender noget til
Verden….

Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke.

Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.

Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven.
Louise-Ældst kastede Papiret.

-Gud, lille Louise … Frøken Linde med #de# Øjne … hun kunde gerne se det….

Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til #Bel-ami#.

Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de opsmøgede Ærmer og saa' paa sit Værk:

Hun fortalte, hvordan de bagte—hendes Moder og Søstrene og hele Huset … Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums—og saa revnede de, naar de kom ned i Fedtet.

Og Brødrene—de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv maatte værne om Stenkrukken med Brundejg….

-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time … Kom igen om en Time.

Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab.

-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan fløjte i Fred.

Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden—

De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for at Krukkerne skulde staa fast:

Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede
Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.

Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en
Mølle: Det gamle Stads.

-Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden.

-Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i
Silkepapir. Hun tog det op.

Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i
Bobinettet.

-Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre
Tog igennem i disse Feriedage … Forsinket tredive Minutter….

-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to
Fingre og sprang op paa Trinet.

Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste.

Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa længe de kunde se.

Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen
Klokken seks.

    Faarekylling—Faarekylling—flyv—flyv.
    Faarekylling—Faarekylling
    Giv godt Vejr….

Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og saa' op i den blaa Luft.

-Svært—saa blaat klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Strækningen.

-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af
Pundkagen. Man maa dog være færdig….

Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd.

Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge.

Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af".

Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i
Skæret af Lyset.

Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen.

-God Morgen, god Morgen … De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa
Perronen: Han #er# der, raabte hun.

Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'maar'en—Huus—staar paa Solstik—hva'?

De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange "fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.

Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.

De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.

De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk og mæt.

Katinka saa' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg belyst af Solen.

De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glædede sig over de samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede enten han eller Katinka.

Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at "faa no'et i Livet".

-Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at staa imod med….

Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak.

De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over
Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte
langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige
Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.

Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man maa strække Benene, Huus; og han gik hen og satte sig til at sove under et Træ.

Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde i Køkkenet.

-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand.

De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved
Siden af hinanden.

En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i
Stilheden.

-Og saa er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen.
Rigtig saa inderlig træg-fejg … Dag for Dag.

Katinka lagde sin Haand sagte kærtegnende ned paa hans, som han støttede stærkt mod Bænken:

Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den
Stakkel, hvad han havde lidt.

De sad saadan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille
Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme.

-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel
Aalborger-Portvin til Pundkagen.

Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu rart i den grønne danske Skov.

Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka paa Skødet. Hun rev sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rød.

-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken paa. Man skal dog hjælpe paa Fordøjelsen.

Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde det varmt af Heden og den gamle Portvin.

-Ser De #der,# Huus: #der# har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han.
Saadan er 'et og ikke anderledes.

-Det ka' s'gu ikke nytte—det de allesammen skriver, og som man sidder og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det … og Troskaben og—"Fordringer", som de er lige saa stive i som gamle Linde i "Fadervor".

-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net—og det gi'r de Folk noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke #Sagen#, ser De, Huus….

-Nu saa' De jo: jeg har Lyst—og Katinka vil ikke … dejlig Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og ligemeget—ikke et Kys en Gang.

-Det er saadan med Fruentimmer … Man ka' aldrig regne med dem. De har 'et i Perioder, ser De, Huus—

-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svært for en Mand i sine kraftigste Aar….

Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, saa de knækkede, som var de mejede.

-Ja—#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig ud … men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand og Ægtemand imellem—vi véd, hvor Skoen trykker.

De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven.

Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under
Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en
Eg—og hun gik iforvejen for at finde den.

Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.

Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende paa Maven.

Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne ind som dryppende Gulddraaber i det grønne … og Fuglene sang inde i Underskoven.

-Ja—her er smukt … hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine
Knæ og stirrede op i Kronen.

Det var saa stille. De hørte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt, som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der kvidrede, saa nær, saa fjernere.

De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt aaben til et Smil i Søvne.

Huus stod længe og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes Søvn.

Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havde
Bai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin.

En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i det
Grønne.

Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en stærkt forbrugende Natur.

Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog
Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige
allesammen—den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa
Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af
Solen.

I Hotelgaarden var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede Gardiner.

-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de kvidrer.

Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "min
Charles"….

-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der bli'r Stimmel.

-Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katina, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm.

Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og saa' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i Kirken.

Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi
Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med
Piber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne.

-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene:
Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede.

Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sine
Støvler: Farvel, Mari, sagde han.

Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnærpede Munde.

Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som var de til Lig, og mønstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de uhørligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornærmede ud.

Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik blev hun stødt ind til Huus.

Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par
Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt med
Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og sløve
Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud,
mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter.

-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en
Pigemur, der spærrede Gaden.

-Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De brugte Knappenaale at hægte med.

Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da.
Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i
Benene.

Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde
Manden—hun har kendt bedre Dage.

-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til
Tyrolerferdinands brunøjede Datter.

Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa' ud, som hun hverken hørte eller saa'.

De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede paa et højt Stillads med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena:

Han musicerede ved at sætte sig haardt med den bageste Legemsdel paa sin Tromme.

Det var lige foran dem: Miss Flora—Luftens Dronning—mine Herrer—ti
Øre … Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm.

Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, saa hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand … Han begyndte at gylpe oppe paa sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, mens han blev rød i Hovedet, som han skulde faa et Tilfælde.

I Verdens største Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal….

-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.

Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserøde Ben i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière.

Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gaa tilvejrs.

-Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte paa Løve, halvt paa Skødet af en Kavallerist.

Katinka vilde ogsaa op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt.

Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende. Det var blot noget sort noget—sort og hvidt—som blev ved at dreje rundt.

Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte.

Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De kørte igen. Huus havde rakt sig indad—hun vidste ikke, hun støttede sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og hun lo ind i hans Ansigt.

Hun kendte, svimmel, Marie—hun var kommet op igen—i Vogn med sin
Kavallerist….

Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til
Hovedet. Karussellen holdt.

Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel, sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen Køren.

-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen, hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist.

Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem lidt livligere.

-Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende?
Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse.

Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede
Gabet og drev det til en Hvislen.

Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paa
Brystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt.

Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora.

-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster, lille Dame … Men hun har gjort det med Løver.

-Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "saa godt som paa det blottede Legeme".

"Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine
"Nussedyr" i Kasse.

Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa Stilladserne.

-Nedsat Pris—nedsat Pris—min Dame, raabte Professoren ned til
Katinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsomme
Lommetørklæde"—tyve Øre med Kæreste….

Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende ind paa Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa smaat at kæres langs ad Teltgaderne.

Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.

De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra
Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag
Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben
skingre gennem Støjen.

Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og købte.

I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over
Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede
Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem
ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.

Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage.

Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne over
Hovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte.

Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandske
Uldklokker om Stolperne.

De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fór skingrende afsted og lod sig gennembløde.

-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds—Manden var hæs og pakket i
Uldtørklæder—tre Gange—værs'agtig—

-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og rystede sig og saa' ud.

Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det halve Torv. De letsaarede løb haltende rundt under Paraplyerne og løftede Rendestensbrædder.

Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa køligt.

-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i
Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske
Nederdele.

Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med
Huus i Stilheden, under den faldende Regn.

Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.

Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og
Stad. Baade fløj hen over Vandets Blaa.

De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget—tilsidst kun dryppende Draaber.

Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede.
Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var.

Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel med de ilende Baade.

Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssige
Færdsel.

De gik. Luften var kølig og renset. Store glade Flokke drev henad
Vejen mod Skoven.

Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes forborgent.

De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer.

Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som saa' til ind over Rækværket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals, saa det drønede.

-Nu maa man holde sig i Øvelsen, sagde han og Slog Hælene sammen som paa Klubballerne, og røre Damerne.

Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.

-Ja—man synes dog altid, man havde et Ansvar—naar hun nu, #der#, sad hen….

Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen.

De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over
Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i
Mørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der
gled ud og ind.

Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert.
Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.

Hun hørte det altsammen—Musik og Stemmer og Trampen—som noget ganske fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind.

Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke.

-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes
Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt.

Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en gennemtrængende Duft imod dem.

Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og omslyngede Par gemte sig paa Bænkene i Mørket.

-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle
"Sangerinder" herhenne i Pavillonen—nette Piger, siger de….

Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de gik gennem Skoven henimod Pavillonen.

Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet:

De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.

Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede paa det snavsede Gulv.

En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som om han vilde spille med sin tynde Næse.

-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd
#Gud#—det er Julie.

-Den er #forbudt#—skreg et Par Damer bag Vifterne ned til
Pianisten—Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt.

Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flækket Næsen.

    Hvor den høje og dunkle Pinie
    Laaner Skygge til Bondens Vigne,
    Hvor ved Golfen Orangelunden
    Dufter liflig i Aftenstunden;
    Hvor ved Stranden Baaden gynger,

    Hvor i Byen glade Klynger
    Gaar i Dansen, mens de synger,
    Synger højt Madonnas Pris.
    Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
    Disse Dale, disse Sletter,
    Disse maaneklare Nætter,
    Napoli—dit Paradis.

Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de flade Hænder.

-Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Taarer i Øjnene.

Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af
Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem.

-Ja, sagde Bai, en bevæget Dag—en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op: om Dansen—saa det skær', de Landsbybørn—og "Damerne"—"Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige—og Marie—naa—vi vil faa at se, hva' den har staaet paa … jeg kender hende….

De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.

De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i
Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og
Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.

Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med
Armene, som om han vilde jage Høns op.

Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saa' ned over Markerne til
Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke
Vandspejl, stille og drømmende.

Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft …
Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.

Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste
Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem,
Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme.

Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse
Navnet paa Stenen.

-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas
Haand skælvede under hans.

-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han … at det skal #eksistere#—en Vanhelligelse af det hellige Sted … Kiær havde jo sagt mig det … hvordan det var—med de Røvere….

De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.

Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,

Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.

Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske.

-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et mod Nattekulden.

-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én—svære Ædere—svære
Ædedolke—men gode Hjerter—rigtig gode Hjerter—én for én—men i
#Korpset#—Satan staa i dem….

Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede.

Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over
Markerne.

-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa
Trappen i den graa Morgen.

-Naa—sagde Bai—som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene.

-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber.

Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle
Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og
Kvidren over de sommerlige Marker.

Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skurede
Bøtter var stillet til Tørring i Solen.

Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kølige Stuer.

Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst. Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte. Rosenbuskene hang i Heden.

-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru
Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken.

-De er ude i Baghaven allesammen—Kiærs kom jo, et helt Læs med deres
Fremmede … Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken….

-Ja … de kom her til Kaffe—de er i Baghaven—og den nye Doktor ogsaa … Og De, som har været til Marked … Huus fortalte om det.

-Ja—det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa
Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte.

Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde om
Hovedet. Lommetørklæderne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor
Linde begyndte at læse paa sin Præken.

Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus.

-Ja—han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde talt noget; og Katinka blev blussende rød.

Han tog Lommetørklædet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig. Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, sagde han.

-En Gang ska' de jo more sig … Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka svarer uden at have forstaaet et Ord.

-Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet
Lørdag idag.

-Ellers Tak … jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har … lidt Ærter og
Skinke….

Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se ham.

Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede
Laagen og gik ind.

Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var bleg og saa' sørgmodig ud.

Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige.

-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis haft Tømmermænd … Derfor har De været usynlig i tre Dage….

-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde vente paa Dem.

Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende, som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.

-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte
Kropduer, sagde Agnes.

De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham.

De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.

Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap dem tøvende.

Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor
Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen.

Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye
Doktor og vist sin "Skønhed".

Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af
Døren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken.

-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der altid et Par dernede fra—det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset … ja—de Dage….

Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede i
Præstegaarden. #Den# og #den# og #den# … Det blev en almindelig glad
Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.

-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, før hun aabnede
Dørene….

-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor lér, saa han faar Hoste.

-Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle
Kroge….

-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an….

Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De havde allerede faaet en Dreng.

Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.

Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle—tælle … Ni—ti"….

Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander … ja, jeg maa til min Præken….

Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en
Gemmen bag alle Buske.

Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs Smerte.

-Katinka—Katinka dog … Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder.

Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja.

Taarerne løb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig ømt lod hun
Haanden glide gennem den hulkendes Haar:

-Naar De—hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig til
Bordet—nu rejser … og vi ikke ses mere….

Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme:
Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad.

Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande—som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær.

Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.

Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.

-Ude i Haven fløj og fór de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i Gangen.

-Ja—vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag … Saa' et Par kvikke
Pi'er i Skoven—flinke Pi'er i Støvlerne….

-Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus—hvad sagde jeg? Aa, det
Menneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer….

-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene" … en ren Ynk, gamle Kiær, at se paa—den rene Ynk for et proportioneret Mand-folk.—

Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev raabt højt ned gennem Gangen: Ja—a, lød det saa fra Egnen om Dammen.

Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev man sammen til den store Græs-bænk, og der taltes kort og dæmpet.

Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige Kone".

En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken. Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de unge Piger faldt ind i Omkvædet.

      Fagre Ord
    Skaber kort min Glæde.
      Fagre Ord
    Volde tit vi græde,
      Fagre Ord.

Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.

    Under Gravens Græstørv sover
      Stakkels Marianna—
    Kommer Piger: græder over
      Stakkels Marianna.
      — — —
    Slangen sig om Hjertet snoede,
    Fred ej mer paa Jorden boede,
      Stakkels Marianna….

Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt, saa det smertede, og hørt Bais:

Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og løb med hende op til Havelaagen—

Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs
Præstegaardens Have; man maatte gaa en for en.

-Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Høj.
Han var med Lommetørklæde.

De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Taarerne pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans Høj.

Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede Blomsterne og lukkede.

Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.

Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige.

Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt.

Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert
Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.
Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til
stort mer end til at føde og amme.

I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man endelig kom tilbords.

Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.

Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa lydløst om, mens alt blev gjort.

Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol i en Krog—hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af Sofaen—med sit forknytte Smil.

Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet med de udskaarne Figurer paa Dørene—hjemme stod det i Stadsstuen, midt imellem Vinduerne.

-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de
Mænd" var det forunderligste af alt i Verden.

Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine
Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og
Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.

Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre, fire Tallerkener….

De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Træer og den lille Bro over Bækken … Hvor de dog havde fortalt hinanden mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det fine Stel.

-Om Du #maa#? sagde den lille Kone … Aa, Gud—det er jo kun Skaar (#alt# var Skaar der i Huset)—her bliver alt skamferet … men hvad skal jeg gøre?

Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.

Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun alene, helt alene.

Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og
Moderens Navne.

Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op—og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da han var død, som om hun blomstrede op igen med ét….

Ja, saa lidt de kendte til hinanden—alle Mennesker, som levede og gik rundt ved Siden af hinanden….

Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter
Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.

Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og nye Navne, Folk, hun ikke kendte.

Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.

-Jeg—forbarme sig—jeg er jo bosiddende her—siden i Foraaret—vi blev forflyttet.

-Ja—min Pige—der er løbet noget Vand i Stranden … Du har vel ingen
Børn?

-Tænkte det nok. Tak du din Gud—min Pige—jeg har fire … og fem
Pensionærer … Ja—man skal ikke række langt med næstældste
Kaptejnslønning….

-Men du … Hvor boer I, Børn—stadig paa det gamle Sted … Aa
Gud—vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne….

Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.

-Du sér paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar
Klubballer at leve….

De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert.

-Om man kommer udenfor sine Døre? Ja—har jeg ikke villet være hen hos dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du … Onsdag Klokken tre … Onsdag har man mest Fred, sagde hun.

Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen. Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var Pragtmøblerne.

Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par
Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.

Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.

-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne.

Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: #Skal# der spises? spurgte han.

-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl tegner Kort du, sagde hun.

Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært, sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.

Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til Dahl, mens hun blev ved at pludre.

-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det er Drengene, som er Herrer i Huset.

Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved
Skrivebordet. Rygstykket faldt af.

-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.

-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa det støttede mod Væggen.

-Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en
Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.

-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng og tre vandkæmmede Smaapiger.

Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld
Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.

Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte "mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars Buksevand. Forresten var de ret godmodige.

De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa
Gaarden".

-Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde
Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.

Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han havde set, der ikke var fler paa Fadet.

-Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro.

-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag—ka' du høre, sagde hun og lo.
Hva' Kaptejn?

Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags
Kaffeblandinger bag Selvkogeren.

Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig i
Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.

-Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var ganske hed.

Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"—og de rutschede hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser.

Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine "egne", naar hun var ble ven pint af "Fødepumperne".

Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun saa ofte gjorde som ung Pige.

-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes Øjne.

Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved det igen?

Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem. Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen". Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen hos Thora—hele Tiden.

Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun lukkede op.

Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa
Sovekammersengen, til Potpourri.

-Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans—ja—der havde været det….

De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind.

Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.

Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de gamle Kroge laa i Halvmørke.

Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet.
Katinka fór sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i
Tanker.

Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt
Næstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm.

Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en
Lundgaard—af de Lundgaarder paa Falster—og om deres Gaard og om hans
Slægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, mens
hun gik frem og tilbage.

Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage.

-Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med Hænderne foldede over Katten i sit Skød.

Katinka begyndte at tale—nogle almindelige Ord, tøvende, og som om hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn.

Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de mange Stjerner….

-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting….

Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol—Frøkenen blev let søvnig, naar hun skulde høre—og snart sov hun med Hænderne foldede over sin Kat.

Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet.

Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste Skridt.

Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads. Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han—paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den Tørvetriller.

Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun #havde# troet, det var altsammen kun en Drøm: et #Under# maatte ske. Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.

Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev.

Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse #fremmede# Mennesker.

Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i
Plantagen med Flokken.

Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit
Børnetøj.

Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede.

Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog—Marie dog.

-Og du var saa god ved mig … Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Syæsken. Saa god ved mig … Jeg som altid gaar i #dette# her….

Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.

-Ja—og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til hende—naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer….

Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.

Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til
Forældrenes Grav.

Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes Fødselsdag.

Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden—ogsaa sin Ungdoms Hjem.

Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte
Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede …
Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.

-Og her—denne Plet med den døde Sten og de to Navne—det var nu hele
Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.

Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste utænkelig, fremskyllende Haabløshed.

Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og
Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i
Stuerne—ind.

Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og—tomt.

-Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte
Sagerne.

Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en
Stol—om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.
Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det
hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget….

-Ja, jeg tænkte det … For han var hernede den sidste Aften … og
mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele—inde i
Stuen sad han alene—og ude i Haven … og herude paa Trappen hos
Duerne.

Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel—paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed….

Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.

Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget.

Toget bruste afsted, og de var atter borte,—man hørte dem støje henad Vejen—; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen.

Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve.

Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.
Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.

Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.

Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede.

-Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa underlig ud.

-Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.

Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.

-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne.
Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.

-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden … Du til Jensen og Møllerens … Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden.

Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra
Stationen—og svingede med sin Parasol.

Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due:

-Joakim Barner—af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet.

-Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger.
Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige
Øjeblikke, sagde hun.

Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus … ved Stranden….

-Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul …
Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.

-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge—min sidste …
Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.

-Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog god Bund i dem, Linde.

-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet Svigersøn.

Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs som en Bønne i en Kværn.

-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.

Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille.

-Man faar jo ogsaa Arbejde … Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet … For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt … og til noget alvorligt er det for sent.

-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift—og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet….

Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder.

Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne
S-Lyde og Smaahvin.

Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene.

-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede.

Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt.

Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag.
Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.

I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke selv, hvad det betød.

Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.

Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude.

Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret.

Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.

Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede have Lys til The.

Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende paa de sidste Taster.

-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i hendes Ben.

Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes og Andersen havde altid skændtes om dem.

Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne væk.

Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en
Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran
Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i
det gullige Brudeslør.

Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa
Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod
Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.

Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.

Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys.

Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.

-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa mande Dem op.

-Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra
Frøken Agnes?

-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar.

-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.
Du gør heller ikke no'et for det.

Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne.

Hun gik atter hjem—over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en lille Stund, og løste sig saa.

Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange
Furer bag den sindige Plov.

-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du.

Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.

-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de "var ved Arkivet", skønt Døren var lukket.

De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene.
Det var ligesom Bai faldt sammen.

-Ja, Gamle, sagde han. Ja—vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op:

-Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa
Lommerne, om han havde sine Samlinger.

Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede
Hovedet: Ja—Himlen var klar og alle Stjerner oppe….

Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.

-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og faa en af "det levende Ord"….

-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven….

-Det er Ungdommen—en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid—

-Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et det onde med det gode i tredive Aar….

-Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en
Gang lukker vore Øjne.

Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom saadan Ro med ham.

Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt:

Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til
Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange
Livretter, som Katinka lavede.

Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles.

-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i
Munden-det blir Enden, sagde Marie.

Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer.

Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai.
Det kom maaske med Korpulencen.

Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Haand.

Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet … Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:

Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode
Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere
Vanilliekranse frem af Kassen.

Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage
Stemme Sangen om Marianna.

Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader
Strikketøjet synke.

    Under Gravens Græstørv sover
      Stakkels Marianna—
    Kommer Piger, græder over
      Stakkels Marianna.

Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.

-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han saa' hen for sig og tænkte paa Agnes.

De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det hvide om Sengen og Toiletspejlet.

-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.

-Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min
Fod her om Lørdagen.

-Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren.
Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.

-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen:

… Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over … saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl.

Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler.

-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber … Jeg faldt ind et
Sted med Kiær….

-Ja—den er over ét … Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til
Følgen hjem, sagde han.

Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne.

Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han "vogtede" det.

Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun bøjede sig.

Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en
Mirakelsalve mod Gigt.

Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med
Klapren—nu var det sust bort.

Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om
Juleaften til Abels.

Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami baaret aldeles officielt.

-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Øjnene.

Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa
Katinkas Bord.

Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i
Stuen, hvor Træet brændte ned.

Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over
Huus' Depesche, som laa i hendes Skød.

-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa
Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine
Ting om Dagen.

Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng.
Det var, som Hosten vilde slide hende sønder.

Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne.

Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet.

-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre….

Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.

Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt allehaande … Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa Perronbænken….

-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a' paa 'en….

Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets lyse Luft.

-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel.

Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede—saa vilde de slet ikke mærke, at hun var syg….

Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun.

Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa
Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille
Brædt.

-Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe.

Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene.

Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.

Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.

Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader paa Bordet.

-Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med
Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke.

-Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende
Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med
Huus' Bakke i Hænderne.

Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op paa Bordet.

-Du ligger bare der og bliver daarligere—Tik; han tager hendes Haand:
Ja—hvor du brænder….

-Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun synker tilbage i Puderne.

-Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at soignere Negle eller tygge Overskæg.

-Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som
Femtemand.

Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt.

De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid … Den stille, klare Kulde—det gav Kræfter.

-Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai.

De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den.

Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.

Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham.

De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny
Kreaturtarif.

Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der blev ved at spise.

-Den ligger paa Tungen—ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes Glas af en gammel Burgunder.

Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas … Han rejste sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette Glas….

Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs … I den femte Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som saa' ned fra deres Himmel….

Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød.

Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, da hun skulde rejse sig.

Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren og kom ind igen:

Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med
Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte.

Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden—man hørte Kiær….

-Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.

Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet … Det saa' trist ud i Halvmørket, det store uryddelige Bord.

Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun samlede Kræfter.

Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker….

Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret:

-Naa, han kar vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af
Katinka og gik og bandte.

Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær … Stille—I
Gamlinger—Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var
Bai.

-Halvtre saamæn … Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i en
Klynge….

-Satan til Historier, han kunde, Svendsen—Fa'en til Geschichter …
Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.

Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste
Historie om Mortensens Mejerske….

-Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, til Fødselsdagen….

Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke.

-Nej-j … det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mørke.

Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder.

Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og hvorlænge det havde varet….

-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke stort klogere.

Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred.

Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe.

-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa stille igen, i Solen.

Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov—at jeg faar Lov….

Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun ringede med den lille Klokke ved Sengen:

Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge.

-Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved
Middagstid….

Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke.
Men hun vækkede først Marie henimod Morgen.

-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren.

Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries
Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.

Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.

Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar
Milestenen sagde hun.

-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par
Skridt alene.

-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.

Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser blomstrede endnu.

-Nej, sagde Katinka: det er Synd—lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes
Læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede.

Hun var saa træt. Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen tog hun til Væggene.

Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa' ud mod Skoven og Vejen.

-Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med taareblændede Øjne.

Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt
Forklæde. Katinka laa hen, som hun sov … Louise-Ældst dækkede
Frokostbordet og tragtede Kaffen.

Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man i
Ulykken, sagde hun….

Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.

Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad en
Timestid endnu ved Sengen i Skumringen.

-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun
Høns i Krogene baade Morgen og Aften.

-En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et, gamle Ven.

-Tak for dit Venskab. Han slog Kiær paa Skuldrene og var rørt. Bai var i den sidste Tid meget let rørt.

Naar han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gaa i
Seng uden at se, hvordan hun havde det".

-Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.

Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret.
Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken.

Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blaa Blyant, og han vilde ha'e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev forkert og rev itu.

Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit
Tøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge
Hænder:

-Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder hen—at opleve det … at opleve det, Forstander.

Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa' hun Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have kendt hende igen.

Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved hendes Seng.

De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage Aandedrag peb i Katinkas Bryst.

Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder.

Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut over Sytøjet.

Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet
Melodi efter Melodi.

-Agnes, sagde hun: Syng den … vil De ikke. Det var Sangen om
Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.

    Hvor den høie og dunkle Pinie
    Laaner Skygge til Bondens Vigne,
    Hvor ved Golfen Orangelunden
    Dufter liflig i Aftenstunden;
    Hvor ved Stranden Baaden gynger;
    Hvor i Byen glade Klynger
    Gaar i Dansen mens de synger,
    Synger højt Madonnas Pris.
    Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
    Disse Dale, disse Sletter,
    Disse maaneklare Nætter,
    Napoli—dit Paradis.

Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i
Sovekamret.

Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket.
Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar.

Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre.

-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme—som—

Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens hun hulkede.

Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der er Bud—Frøken—fra Stationen … Frøkenen maatte endelig komme.

-Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.

Agnes fik Lygten tændt og gik over Gaarden. Hun bankede paa
Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden….

Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdøren. Lille-Bentzen var gaaet ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mørket.

Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen.
Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne
rumsterede rundt, halv-paaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys.
De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.

Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa
Stenbroen og gik igen—der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket.

Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød stærkt og skræmmende ud i Natten.

Agnes saa' ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen løb med Lygten over Gaardsrummet.

Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet, saa Skæret faldt ud paa Heste og Vogn.

Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors:
Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes.

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom pludseligt … saa det kom pludseligt … Og hun begyndte at gaa rundt med sit Lys i Haanden ligesom de andre.

Drengen slog Portene op—det fo'r i dem alle ved Larmen—og Lars viste sig i Køkkendøren og fik en Skaal Kaffe.

Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken … Han saa' Pastorindens Ansigt—smaagrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det viftende Lys.

De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, saa
Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spøgelser.

Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og
Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.

Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne.

Katinka sank tilbage—der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede
Læber gennem de sammenbidte Tænder.

Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en anden med Lyset.

-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over hele Kroppen.

-Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige … aa Jøsses … aa … min søde Frelser….

Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen
… Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder.

De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande, der kom uregelmæssigt og ganske svagt.

Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte de Bai vandre op og ned.

-Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det,
Frøken Agnes.

Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu—og standsede igen ved
Agnes' Stol og sagde ud i Luften:

-Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte ham hulke inde i Kontoret.

Agnes gik ind. Taarer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun spillede uden at høre sine egne Toner.

Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa' paa hendes Ansigt.

Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og hulkede.

De fór alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og meldte Tog….

Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den
Dødes Bryst.

Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt laa som vanligt.

VII

Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den letfrosne Jord.

Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren.

Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa Pladserne.

Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved "Lejligheden". Hun havde straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. "Institottet" havde haft "Efteraarsferie" siden Dødsfaldet.

Frøken Jensen saa' sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen: Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sørgefloret var trukket som to Pølser over Alterstagerne.

-Det er en Forskel, sagde Degnen, han skød Skuldrene i Vejret og saa' paa en Krans fra Abels.

Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden.
Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal.

Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.

Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var i Sørgeslør som to Enker.

Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den dejlige Kones Kiste.

Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i
Graad og hulkede.

Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa Kiste og Blomster.

Stille var hun—stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand. Han modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke sin Trøst, den ene Trøster—til dem, som nu sørger.

Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret ud under Sang.

    Det er saa yndigt at følges ad
    For to som gerne vil sammen være.
    Da er med Glæden man dobbelt glad,
    Og halvt om Sorgen saa tung at bære.
          Ja det er Gammen,
      :|: At rejse sammen :|:
          Naar Fjederhammen
      :|: Er Kærlighed. :|:

Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag.

De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med
Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.

Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet rundt om Kisten….

Bai tog om en Busk, som vilde han knække den: Touget snærede, mens
Kisten blev skubbet ud og sank.

    Det er vemodigt at skilles ad
    For dem som gerne vil sammen være,
    Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad
    For evigt samles de Hjertenskære.
          Ja—det er Gammen
      :|: At leve sammen :|:
          Hvor Arneflammen
      :|: Er Kærlighed. :|:

Sangen døde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de blottede Hoveder.

Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede for "den store Deltagelse".

Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for
Bai og hans Svogre:

Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse, plettede af Sandet….

Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer—de lange Slør—og de to Herrer med Fodposerne … det var Katinkas Brødre … som havde takket paa Familjens Vegne—

Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken
Helene ømmede sig i for smaa Støvler….

Agnes bøjede Hovedet. Hun følte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som skyllede videre hjem ad alle Veje.

-Det er en Krans, Frøken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den selv. Den kom med Middagstoget.

-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede
Roser: Hvor den har været smuk.

De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.

Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og ventede ved Porten.

Med Hænderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen, der lukkede Porten og satte Hængelaas for.

Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de øde Stuer … naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru Abel.

Louise-Ældst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande
Blomsterne i en Fart, før de gik.

Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed.

-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det pladrede paa Gulvet.

-Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og "oversaa". Louise-Ældst havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en Asjet.

Efter Bordet fik Bai sin Toddy til "Dagstelegrafen". Louise-Ældst broderede. Enkefruen sad og saa' "ømt".

Naar Bai var færdig med Avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede med en af Katinkas Smaamelodier.

-Den spillede hun, den kære, sagde Enkefruen og saa' paa Portrættet:
Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.

-Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hænder. Om Lampen, efter Toddyen, følte Bai altid en mild Rørelse over sit "Savn".

Frøken Jensen var kommet meget paa Stationen de første Uger efter
Dødsfaldet.

-Og den kære Katinka—Frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes
Død—har forvænt ham.

Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen
Kurv ved Kakkelovnen.

Naar Bordet var færdigt, havde hun Tøjet paa. Bai bad hende dog endelig blive og spise det Stykke Smørrebrød med sig.

Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde begyndt at faa sin Appetit igen.

Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse var som Fruen i Huset.

-Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frøken Jensen ikke mere ret meget paa Stationen.

-Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.

-En Junker-Svip … To glade Unghaner … Den indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald.

De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op og ned ad Benene:

-Man véd jo ikke de nye Steder—gamle … Saa' ham i Præstehuset …
Rask Fyr … Kender….

De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sæde og sov til Frederits.

Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en
Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man hørte ikke Ørenlyd.

-Gamle, sagde han til Kiær og gned Hænderne, mens han saa' ned ad
Perron og Bane—Hva' du?

Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rødmossede af Søvnen, under Rejsehætterne.

De fandt Løjtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade. Møblementet var et Klædeskab med en hængende Dør, der blottede en ensom Uniformsvest, og en Rørstol med et Vandfad.

Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam
Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm.

-Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens
Sæbe op ad Armene.

De aftalte et Sted, hvor de skulde mødes for at se paa Kasinos
Danseben. "Og saa ser vi Markedet", sagde Bai.

Løjtnanten pumpede Madam Madsen for ti Øre og kørte saa sporenstregs ud til "Knejpen".

Knejpen var en lille rar Ølhave i Pilealléen, hvor "de af Banden" holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.

Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L'hombren, i Skjorteærmer, med Hattene i Nakken.

Banden levede paa Ordet "svævende". Man sagde det en Gang rundt hvert
Kvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger.

De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa
"Danseben" med Kiær og Bai.

Nielsen hentede nogle rødmossede Piger, som drak Banko med dem og slog "de to ældre Herrer fra Provinsen" koket over Fingrene.

… Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig forsvundne med de rødmossede….

-Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde han. Han var øm i alle Lemmer.

De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten i
København.

Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem alle de Sten.

Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder.

Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til
Haandtryk under Livets Sommerfugl.

-Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og
Kærlighed.

Bai drev af alene. De skulde s'gu ikke sige, han ikke havde holdt den gaaende til Slut.

Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte sig oppe paa Galleriet og ventede.

Han sad og saa' ned i Salen gennem Tobaksrøgen paa de otte Piger, som sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:

Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk Danserinde, som energisk slog Skørterne op over Hovedet. Bai havde set de Skørter flyve hver Aften.

Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der skraalte for at bilde sig ind det var morsomt….

Bai saa' over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller….

Banden blev stadig borte. Og Bai følte næsten noget som Forbitrelse, Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som næbbedes….

Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra
Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.

Oppe paa Galleriet trippede kun en ældre Dame frem og tilbage og nikkede forførerisk til Bai.

De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med
Hovedet i begge Hænder og stirrede paa den øde og skidne Sal.

-Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle … Man maa ha'e Øvelsen,
Unghane—og ta'e 'en med Ro….

Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Søvn. Det var, som han lugtede Øldunst den halve Nat, og han laa og kastede sig.

Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud mellem to Lommetørklæder.

Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig: Pyh—skal han ikke ha'e en Spilledaase med….

Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, naar noget gik hende imod.

Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var
Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengøringsluft.

-Ja, det var det—han havde sagt til Kiær … den sidste
Kærlighedsgerning, sagde Bai.

Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se, sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det sidste Ragoutfad.

-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil.

Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til
Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen.

-Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er en Hjemmefugl.

-Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var rørt og kyssede rundt.

-De passer jo paa hende … Bai havde allerede proppet hende ind i
Kupeen … Farvel Fru Linde … Farvel….

Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran
Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen.

Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl. Banekarlen havde faaet Mælkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Frøken Jensen stod der endnu, alene, lænet til sin Pæl.

Der var halv mørkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved
Klaveret.

Agnes lod Hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa sang hun med halv Stemme, med sin mørke Alt, Sangen om Marianna:

    Under Gravens Græstørv sover
    Stakkels Marianna—
    Kommer Piger, græder over
    Stakkels Marianna—

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***

Updated editions will replace the previous one—the old editions will be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright law means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for an eBook, except by following the terms of the trademark license, including paying royalties for use of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the trademark license is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. Project Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase “Project Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg™ License available with this file or online at www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is unprotected by copyright law in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg™ License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg™ website (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works provided that:

• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg™ works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread works not protected by U.S. copyright law in creating the Project Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg™ and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation’s website and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine-readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For forty years, he produced and distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our website which has the main PG search facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

The Project Gutenberg eBook of Ved Vejen

HERMAN BANG.

VED VEJEN

I

II

III

IV

V.

VI

VII

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE